Jeg har så længe tilbage, jeg kan huske, været bidt af farver, og jeg er det stadig med samme intensitet, som da jeg var barn, hvor det at tegne og male var min yndlingsbeskæftigelse.
Dyb og inderlig glæde bobler i mig, når jeg kan få lov at arbejde med farverne, og jeg ved, at denne kærlighed vil være livslang.
Jeg arbejder mest i akryl og Mixed Media på lærred, masonit, drivtømmer o.a., men også olie, tusch, og oliepastel finder vej til mine lærreder.
Motiverne henter jeg i min omverden og i min fantasi. Alt kan inspirere - natur, dyr, huse, døre, gammelt, rustent jern, sten, en sang, en historie ja der er ingen begrænsninger, alt finder vej til mine lærreder og bliver forvandlet i fri fabulerende maleglæde.

Mine malerier har ingen politiske budskaber, er ikke revolutionerende eller provokerende, men jeg vil gerne fortælle en historie med dem, og mit håb er, at de spreder glæde, får mennesker til at trække på smilebåndet og få lyst til selv at lege og slippe fantasien løs.

Jeg er autodidakt, har haft billedkunst på seminariet, undervist i billedkunst i skolen i mange år og har taget en del kurser.

Jeg udstiller rundt omkring i hele landet på gallerier, i kunstforeninger og i virksomheder.

Skulle De være i interesseret i et eller flere af mine malerier, er De velkommen til at besøge mig på min adresse eller til at låne maleriet med hjem og se det i Deres egne omgivelser mod et mindre depositum, for malerier skal ses i virkeligheden.

Jeg maler også på bestilling, hvis De har specielle ønsker.